På dykkertur til Chumporn Pinnacle

Chumporn Pinnacle en oase på sandbunden

På den flade sandbund rejser Chumporn Pinnacle sig 30 meter op. Som en oase på sandbunden tiltrœkker den hundreder af forskellige fiskearter og koraller.

Da vækkeuret ringede klokken halv seks var det stadig mørkt udenfor og de eneste lyde der hørtes var lyden af bølgeskvulp mod stranden som blandede sig med Lis og Emils rytmiske vejrtrækning. Jeg forsøgte at sætte min hjerne i gear, men den blev ved med ”at børste tænder” i gearkassen. Det eneste der driver mig på den slags morgener er erfaringen om at der venter ”noget stort” forude. Hvis jeg ikke var i stand til at programmere min krop og min hjerne til dette er det helt sikkert at jeg aldrig ville komme ud af lagnerne før et par timer senere.

Jeg vælter søvndrukkent ud af sengen og direkte ind under bruseren. Kæmper med at sætte en kontaktlinse i mit venstre øje (det eneste jeg rigtig kan se på) og springer så i et par shorts og en T-shirt inden jeg griber tasken med dykkerudstyr som jeg har pakket aftenen i forvejen, vel vidende at rationelle tanker ikke er min stærke side på det her tidspunkt af døgnet.

Afgang til Chumporn PinnacleEfter at have hentet min madpakke ved bagdøren i restauranten sætter jeg mig til at vente på de andre dykkere som en efter en dukker op. Nogle af dem mindst lige så søvndrukne og stille som jeg og andre er hysterisk morgenfriske. Da alle er kommet bliver der holdt mandtal og vi sætter os op i den lille fladbundede jolle som skal fragte os ud til dykkerbåden der ligger for svaj en lille halv kilometer ude i bugten. Vi kommer ombord i dykkerbåden og begynder med det samme at rigge vores udstyr til så det er klart til vi skal dykke.

Lige så snart båden forlader den lille bugt og runder pynten ud til det åbne hav begynder bølgerne at skylle ind over fordækket og med jævne mellemrum får alle et ekstra morgenbad i saltvand og skumsprøjt. Selvom vi ved vandet er 27 grader så føles det koldt og det frisker.

Efter en lille halv times sejltur kan vi høre en boat-boy råbe et eller andet på thai. Han har set fortøjningsbøjen der er bundet til en undersøisk klippe ved dykkerstedet. Solen er endnu ikke steget op over horisonten da vi som den første båd hægter os på bøjen.

Så snart vi ligger stille ved bøjen gynger båden straks noget mindre og efter et hurtigt check af udstyret og en kort briefing fra Dive Masteren om hvad vi kan forvente under de grå, næsten to meter høje bølger, springer vi i vandet, gør hurtigt OK tegnet – pegefinger og tommelfinger samlet til en ring – fulgt af en nedafvendt tommel som tegn på at vi går ned. Ingen ønsker at ligge og vugge i de høje bølger og den stærke strøm længere end højest nødvendigt.

Lige så snart vi er under vandet bliver det bedre. De første tre fire meter under overfladen gynger det stadig og vi bliver kastet rundt mellem hinanden, men så bliver der stille. Hurtigt når vi fem meter og han hverken se overfladen eller bunden. Det er underligt sådant at hænge her midt i et grønt ”ingenting” uden at have andet holdepunkt end de andre dykkere og sanserne der heldigvis stadig kan kende forskel på op og ned. Efter et minuts tid når vi bunden på femten meters dybde – eller rettere sagt – vi når toppen af Chumporn Pinnacle.

Chumporn Pinnacle er en 30 meter høj granitsøjle der helt umotiveret rejser sig fra sandbunden ca. 12 km syd for Koh Tao. Det regnes for et af de absolut bedste dykkersteder i Sydøstasien og ofte ses der både hvalhaj og de kæmpe store Mantarokker her. I dag har disse to majestætiske kæmper dog besluttet sig for at være fraværende.

Fra toppen af søjlen glider vi langsomt ned langs den lodrette væg mod sandbunden. Ved 25 meters dybde støder vi på et stort koralfremspring og beslutter at der ikke er nogen grund til at gå dybere ned. Normalt vil sigtbarheden her være mellem 30 og 40 meter, men på grund af en usædvanlig sen monsunsæson har det blæst meget de sidste par uger og vandet er derfor fyldt med små partikler der gør at vi ikke kan se længere end fem seks meter. Det betyder at selvom der skulle gemme sig en hvalhaj eller en reef-shark ude i dybet, så vil vi ikke kunne se den med mindre den nærmest passerer lige under vores næse. Vi beslutter derfor at koncentrere os om væggen, som er fyldt med store søanemoner som hver især giver husly til et par rosa anemonefisk. De er helt trygge ved vores tilstedeværelse og vi har lejlighed til at studere dem på helt nært hold.

Mens vi langsomt cirkler rundt om granitsøjlen og stiger to tre meter for hver omgang har vi rig lejlighed til at kigge på alt det andet liv der lever her på denne oase på sandbunden. På tyve meters dybde støder vi under en stor tallerkenkoral på en Blue Spotted Stingray. Den er modsat anemonefiskene ikke det fjerneste selskabelig og synes det er højest upassende at vi sådan bryder ind i dens privatliv. Mens den lader det ene øje rotere 360 grader kryber den fornærmet længere ind i sit skjul under koralen.

Højere oppe begynder dagslyset at trænge ned til os der kommer flere små fisk der svømmer ind og ud mellem korallerne. Et enkelt sted ligger en stor grå Puffer Fish i skjul under et fremspring og venter på at det igen bliver mørkt. Vi lader den være i fred, selvom fristelsen til at tirre den er stor. Når Puffer Fish føler sig truede blæser de sig op til tredobbelt størrelse og har pigge der stritter til alle sider. De kan dog kun holde til dette et par gange i døgnet så derfor er der ikke nogen grund til at misbruge denne evne bare for at underholde os.

Da vi efter en god halv time igen når toppen af granitsøjlen holder vi kort mandtal for at sikre os at alle er ok og er klar til at begynde opstigningen. Vi tømmer vores balanceveste for luft, sætter blidt fra og begynder langsomt at svømme opad. På grund af den store trykforskel mellem overfladen og bunden må man ikke stige mere end 18 meter i minuttet og fordi den menneskelige krop ophober nitrogen i blodet når den er under tryk skal vi når vi når fem meters dybde holde pause i opstigningen for ikke at få dykkersyge. Igen hænger vi i grønne ”intet” hvor vi hverken kan se bunden eller overfladen og alle kigger som hypnotiserede på deres dykkercomputer eller armbåndsur. Efterhånden som de enkelte får OK fra deres dykkercomputer forsvinder de parvis opad og de sidste vi ser af dem er deres stærkt farvede svømmefinner over vores hoveder. Min computer er indstillet til at være temmelig konservativ og derfor er jeg sammen med Dive Masteren den sidste der forlader sikkerhedsstoppet for at begive mig mod overfladen. De sidste fem meter bipper min computer hysterisk. Jeg har kun 34 bar tilbage og den mener at jeg bør set at få ”røven med mig” i en fart.

Da vi bryder overfladen og igen trækker frisk luft er solen steget op og har forvandlet den tidligere rosa og grå himmel til helt klar og blå. Bølgerne er stadig lige høje og derfor er der ingen der føler trang til at ligge i overfladen – vi henholdsvis kravler op på båden og enkelte heldige bliver kastet derop af bølgerne der står ind over bagdækket.

At komme op fra et dyk og få fast grund under fødderne er sikkert den samme fornemmelse som astronauter har når de vender tilbage til jorden. Efter at have været vægtløs og kunnet bevæge sig frit mærkes tyngdekraften dobbelt så stærkt som normalt.

Da alle er oppe smider båden linen og mens vi skifter flaske, drikker kaffe og spiser den friske frugt som mandskabet har sat frem til os er den på vej mod næste dykkersted.

1 svar

Kommentarer er lukkede.